Om Linuxforum
Linuxforum finder sted den 5. og 6. marts 2004 i Symbion i København.
Fredag den 5. marts er primært vore udstilleres og sponsorers dag hvor de kan komme og vise flaget, og om lørdagen er det så Linuxforums klassiske format med BoF'er, brugergruppestande og talere fra ind- og udland indenfor alt der har noget med Linux, BSD og Open Source at gøre. Selvfølgelig er der også udstillere om lørdagen.
Om lørdagen vil der være tekniske foredrag, diskussionsgrupper (BoF'er), udstillere fra en lang række firmaer, udstiller-foredrag og konkurrencer.
Historie
LinuxForum 2004 vil være den 7. konference i en række. Tidligere har vi haft den ære at kunne præsentere en perlerække af berømtheder i Open Source-verdenen: Kalle Dalheimer og Matthias Ettrich (KDE), Miguel de Icaza (GNOME), Poul-Henning Kamp (FreeBSD), David Axmark (MySQL), Dr. Gene Spafford (Sikkerhedsekspert fra Purdue University), Matt Welsh (Running Linux & Linux Documentation Project) og Wichert Akkerman (Debian) og en række andre spændende personer:
Niveauet på LinuxForum er præget af at en masse frivillige personer har
knoklet for at lave en spændende dag, og billetprisen kan derfor, inklusive
moms, holdes nede. Lørdags-billetterne koster i år 150,- og business-billetterne til fredagen koster 250,- kroner.
Billetter er typisk udsolgt en uge efter billetsalget er
startet.
Konferencen styres af en selvsupplerende koordinationsgruppe.