Mikael Dich
Linux in a Box
|
At en kontor-PC indeholder et operativsystem er en naturlig
sag. Anderledes forholder det sig når talen falder på et apparat,
f.eks. en staldovervågningsenhed, hvor funktionaliteten er indlagt i
form af software til en mikroprocessor. I dette tilfælde er software
kun sjældent skrevet som en applikation til et fuldt operativsystem.
Dette forhold kan have tekniske begrundelser, men traditioner i
softwareudviklingen spiller i høj grad også ind. Forholdene omkring
udvikling af software til apparater med en specifik funktionalitet,
de såkaldte embeddede eller indlejrede systemer, ændrer sig imidlertid
hastigt. Dette skyldes dels at de benyttede mikroprocessorer og de
omgivne periferienheder (hukommelsen, netværk, displays, ...) til
stadighed bliver mere avancerede ved fastholdt pris, dels at brugeren
hele tiden skruer sine krav til et givet produkt i vejret. Dette
sidste ses f.eks. ved at det idag ikke er ualmindeligt at kræve at selv
et simpelt apparat skal kunne tilkobles Internettet og at apparatet
skal være udbygget med en fuld grafisk brugergrænseflade. For at
udviklingstiden for softwaren ikke skal vokse ud over alle grænser er det
nødvendigt at effektivisere udviklingen. Til dette formål kan man
vælge at indføre et operativsystem, f.eks. DOS, Windows CE eller
Linux. I foredraget vil forholdene omkring indførelsen af et
operativsystem i et embedded system blive diskuteret og hvilken
betydning det har for softwareudviklingsprocessen. Et specifikt forsøg
på at benytte Linux i et embedded system til styring og overvågning er
det såkaldte Linux In A Box (LIAB) projekt. Baggrunden for dette
projekt vil i foredraget blive beskrevet sammen med en overordnet,
teknisk gennemgang.
- Forudsætninger: Ingen, generel viden om softwareudvikling en fordel.
- Niveau: b
|
Om Mikael Dich
Mikael Dich er tidligere lektor ved Danmark Tekniske
Universitet men arbejder idag i firmaet LIAB Electronics, som er
specialiseret i konsulentvirksomhed inden for operativsystemer,
specielt Linux, til embeddede systemer. Mikael Dich afholder desuden
kurser i C-programmering, operativsystemer og Linux, blandt andet under
LinuxProf-initiativet.
|
|